Hindeløsning
Nogle gange kan ventetiden være lang, når man går over terminsdagen. Graviditetsgener, ønske om en hjemmefødsel eller måske en nært forestående medicinsk igangsættelse, kan alle være grunde til at ønske sig, at fødslen går i gang. Som udgangspunkt går din krop i fødsel, når den er klar til det. En hindeløsning kan på naturlig vis være det sidste lille skub, der overbeviser din krop om skulle videre i fødselsprocessen.
Ved en hindeløsning mærker jeg indvendigt på dig ved livmoderhalsen. For at kunne foretage hindeløsningen er det nødvendigt, at din livmodermund har åbnet sig ca. 1 cm, så jeg kan nå ind til de fosterhinder, der omgiver dit barn i graviditeten. Der er derfor ikke på forhånd givet, at hindeløsningen kan udføres - det ved jeg først, når jeg har undersøgt dig indvendigt. Hvis det er muligt løsnes hinderne ved at bevæge fingeren rundt i området lige indenfor livmoderhalsen. Dette frigiver fødselsmodnende hormoner, som - hvis din krop er klar til at skulle føde - kan skubbe til fødslen og sætte den i gang, eller være med til at modne den nederste del af din livmoder. Der er heller ingen garanti for, at hindeløsningen kan starte din fødsel, undersøgelser har dog vist, at flere hindeløsninger efter hinanden nedsætter risikoen for medicinsk igangsættelse.
Det kan være forbundet med ubehag at få foretaget en hindeløsning, da livmoderhalsen kan være øm og ligge bagerst i skeden. Det er desuden helt normalt at opleve tiltagende plukkeveer efterfølgende, det er dem der evt. udvikler sig til fødselsveer. Du kan også opleve mindre blødning fra de små kar i vævet ved livmoderhals og livmodermund. I sjældne tilfælde kan hindeløsningen føre til vandafgang. Oftest vil du kunne have effekt af hindeløsningen indenfor de første 24 timer, og sandsynligheden for at gå i fødsel er større, hvis du tidligere har født.
Når du har fået en hindeløsning, er det godt at forsøge at slappe af så vidt som muligt. Dette giver din krop bedre mulighed for at arbejde med behandlingen, og giver dig mulighed for at samle energi og kræfter til den evt. forestående fødsel. Foretag dig noget du holder af, og som giver dig ro i krop og sind som eks et varmt bad, en gåtur, en kop the under dynen, skøn mad, en lur, dejlig sex (hvis du orker det) eller blid massage fra din partner. Nærhed, kærlighed og tryghed øger mængden af hormonet Oxytocin i din krop, det er dette hormon, din krop skal bruge for at lave veer.
En anden naturlig metode til at hjælpe kroppen på vej i fødsel er behandling med akupunktur. Du kan med fordel kombinere en hindeløsning med dette. Læs mere om fødselsmodnende akupunktur her: Fødselsmodnende akupunktur. Jeg giver også gerne gode råd om punkter, der kan stimuleres med akupressur derhjemme.
En hindeløsning vil altid være kombineret med en snak omkring din graviditet, en helbredsundersøgelse med kontrol af blodtryk og urin samt en udvendig undersøgelse af maven, hvor jeg også lytter hjertelyd.